Hvad er naivistisk kunst?

I 1997 skrev Kaj Sørensen en artikel i Naivisten og stillede spørgsmålet ’Hvad er naivistisk kunst egentlig for noget?’  Spørgsmålet stilles ofte på de naivistiske kunstudstillinger. - Den danske litteratur herom er desværre yderst sparsom, og Kaj forsøgte derfor med et par ord om emnet og håbede at andre ville tage tråden op:

Betegnelser og begreber om naivistisk kunstmiljø

At definere begrebet Naivistisk Kunst er en næsten umulig opgave, i hvert fald hvis det skal gøres kort og klart i få linjer. Man bør vel begynde med at definere ordet kunst, men allerede her får man store vanskeligheder hvis det skal være rimeligt kort og præcist. Der var engang en der sagde til mig: ’Kunst, ja, jeg ved ikke rigtig hvad det er for noget, men jeg kan kende det når jeg ser det.’ - Udmærket, men ikke just nogen definition.


Ordbøger og leksika skriver om naivistisk kunst:

Nudansk Ordbog: Naivisme, betegnelse for kunstretning, der bevidst bruger barnlige udtryksmidler.


Broby-Johansens kunstordbog: Naivisme, kunstretning som tilstræber en barnlig, umiddelbar fremstilling, foragt for centralperspektiv og naturalistisk ’rigtige’ proportioner, med udførlig nøjagtighed i detaljerne.


Dansk Konversations Leksikon: Naivisme, betegn. f. kunstnerisk skaben, i hvilken akademisk færdighed er underordnet. Naivisme anvendes ofte sideløbende med primitivisme, men medens denne er et udslag af primitiv tankegang, må naivisme forstås som en tilstræbt kunstform.


Fogtdals Kunstleksikon: Naivisme: Samlende betegnelse for en type individuelle, uskolede kunstnere, der dukkede op i 1800-tallet, som afløser for den ældre folkekunst, der under industrialiseringens tryk var så godt som forsvundet. Naivisterne overtog flere af den traditionelle almuekunsts motiver, f.eks. blomstermaleriet, byprospektet, folkelivsskildringen eller sentimentale scener med børn og dyr. Men de tilførte de naive motiver deres egne, helt personlige stilkendetegn. Fælles for dem var en opbyggelig opremsning af detaljer og en foragt for perspektivets love samt et meningsladet indhold. Særlige kategorier udgør de naive malere med rødder i Østeuropas almuekultur, eller naivister udsprunget af den stadigt levende folkekunst i den tredje verden, f.eks. i Mexico, Nicaragua og på Antillerne.



Som man vil se af dette, er der i al fald nogle ting, der ser ud til at være enighed om, men det er jo ikke nogen udtømmende forklaring.


Rundt om i vores ellers så talrige kunstbøger er det også småt, hvad man kan finde ud af af forklaringer eller omtaler af naivistisk kunst, det er som om kunsthistorikere, og i stor udstrækning også anmeldere, hidtil er gået rundt om naivismen som katten om den varme grød.


Imidlertid har interessen for naivistisk kunst i de senere år været stærkt stigende, og jeg har haft utallige forespørgsler om mere oplysning herom, hvorfor jeg her, uden at være nogen autoritet på området, skal prøve at redegøre for nogle iagttagelser og meninger. Det ville i øvrigt glæde mig, om det kunne give kunsthistorikere lyst til at skrive noget om emnet. Ikke for at få sat nogle kunstnere i bås, men for at få nogle forståelige betegnelser.


Naivismens kendetegn

Som kunstretning er naivismen en af de mest rummelige, og det er derfor svært at angive kendetegn, der er fælles for alle naivistiske kunstværker. Jeg vil dog forsøge at indkredse det ved hjælp af nogle ofte forekommende kendetegn, der enten går igen i de fleste værker eller som er helt specielle for naivismen.


Umiddelbart forståeligt. Måske fordi det er så åbenlyst, har det ikke været meget omtalt; men det mest karakteristiske er egentlig at kunstværkerne er umiddelbart forståelige. Der er ingen skjulte eller spidsfindige meninger og hensigter gemt i billederne, hvorfor der aldrig kræves lange forklaringer eller særlig uddannelse i kunstforståelse. Endvidere har kunstværkerne så godt som altid et meningsladet indhold. Billederne og skulpturerne er simpelthen hvad man ser og aldrig med et ’fortænkt’ indhold.


Mange detaljer. De fleste naivister har en særlig forkærlighed for detaljer. I de fleste billeder ser man derfor en vrimmel af detaljer, der ofte er malet så småt, at man også må tage hatten af for de håndværksmæssige præstationer.


Perspektivet. Et af de helt specielle kendetegn er naivisternes manglende vilje til at overholde perspektivets love, så det til tider virker som en direkte foragt herfor. Er det virkelig nødvendigt for kunstneren, kan man se perspektivet udført direkte omvendt. Det er et af de meget karakteristiske træk i naivismen, der også er med til at give billederne en egen charme.


Størrelsesforvrængning. Tingenes indbyrdes størrelsesforhold er ofte helt ude af proportioner. Størrelsen af de enkelte ting i billedet er mange gange mest afhængig af, hvilken betydning de har for kunstneren, hvorfor man godt kan se en bi være større end en bil.


Manglende skyggevirkning og forkert vindretning. Skyggevirkninger møder man sjældent i naivistiske billeder, ligesom man ser stort på vindretninger. Flag blæser ofte den anden vej end vindretningen i resten af billedet. Dette er ikke en fejl ved billedet, men noget kunstneren gør bevidst, hvis det passer bedre i billedets komposition. Jeg fristes til at sige, at man simpelthen blæser på vindretningen.


Fortælle- og farveglæde. I langt de fleste billeder er der en stor fortælleglæde, og det er næsten altid glade billeder i stærke farver, hvor man fornemmer kunstnerens glæde ved at male.


Humor. Der er ofte megen humor og gemytlighed i billederne, men ingen surhed og vrissenhed. Man kan møde en enkelt undtagelse, hvor kunstneren fortrinsvis maler samfundskritiske billeder, men også her skinner humoren ofte igennem, af og til som galgenhumor.


Erindringsbilleder. Ser man et større udvalg af forskellige malere, vil man bemærke, at de fleste billeder er erindringsbilleder, ofte fra kunstnerens barndom og ungdom. Det hænger nok sammen med, at de fleste naivistiske kunstnere først begynder at male i en højere alder end andre kunstnere. Der er utallige eksempler på, at de først er begyndt for alvor, efter at være nået pensionsalderen.


Der kunne sikkert findes flere ting, der er særligt kendetegnende for de naivistiske kunstnere, men til gengæld må man også sige, at der faktisk ingen kunstværker findes, hvori alle disse kendetegn forekommer. Dette skyldes til en vis grad de meget flydende grænser og vide rammer, der er for denne kunstretning.


Vore dages naivister

For alle de nulevende gælder, at det er en helt bevidst valgt udtryksform. Med det nuværende danske uddannelsesniveau får alle et større eller mindre kendskab til f.eks. perspektiv, farvelære, proportioner osv. hvorfor tidligere tiders helt uskolede naivister ikke længere kan forekomme. Blandt de nuværende kunstnere møder man da også folk med vidt forskellige uddannelser og fra vist forskellige sociale lag. Der er i de senere år også dukket ’yngre’ kunstnere op; det vil i denne forbindelse sige kunstnere i 30-40 års alderen.


Tidligere tiders naivister

Når man ser tilbage på de nu afdøde naivister er sagen en ganske anden. Her er adskillige eksempler på fuldstændigt uskolede kunstnere, der malede på livet løs og som de bedst kunne. De mest talentfulde frembragte til gengæld nogle fremragende kunstværker, der udmærker sig ved en egenart og en ægthed, som virker aldeles betagende på vore dages beskuere. Det må være vor tids opgave at få opsporet og bevaret disse billeder for eftertiden – det er en uvurderlig skat, som hidtil har været noget overset i kunstverdenen herhjemme.


Betegnelser ønskværdige

Betegnelserne for naivistisk kunst har hidtil været upræcise og ind imellem misvisende. Der bør dannes nogle betegnelser som er brugbare og entydige, mens nogle af de hidtil anvendte bør udryddes.


Primitiv kunst kan ikke bruges som betegnelse for naivistisk kunst, da betegnelsen bruges om den kunst, som uciviliserede folkeslag frembragte så langt tilbage som for ca. 20.000 år siden.


Prænaivistisk kunne måske bruges om de tidlige danske uskolede naivisters kunst; men det vil lede tankerne hen mod betegnelsen præcolumbiansk kunst, der anvendes om den meget ældre amerikanske kunst fra før Columbus.


Neonaivistisk kunne i så fald bruges om vor tids naivister, som man ikke med rimelighed kan kalde uskolede.


Folkekunst bruges mest som betegnelse for almuekunst og husflid, og kan derfor ikke bruges om naivistisk kunst, selv om denne er absolut folkelig.




Kaj Sørensen slutter denne indførelse i den naivistiske kunst med at opfordre kunsthistorikere og andre interesserede til at give udtryk for meninger om emnet.  - Det ville være godt at få fastlagt nogle anvendelige, entydige betegnelser.

Denne opfordring vil vi da gerne her i foreningen være med til at viderebringe. Skriv til os om din mening om naivistisk kunst. Vi vil altid gerne modtage indlæg fra læserne og kunstnerne.


Og husk: Naivistisk kunst i vore dage er altid en meget bevidst valgt udtryksform, som absolut ikke udøves af naive mennesker. Der kan måske nok blandt tidligere tiders naivister findes en enkelt kunstner, der var naiv i betydningen enfoldig, men betegnelsen har bestemt aldrig dækket over kunstnerens åndelige habitus.

Dorte Marcussen
Dorte Marcussens billede af huset Nordstjernen i Fredericia viser her hvordan det korrekte perspektiv har måttet vige, for at vise hele husets facader og gårdsplads.
Walther Schaldemose
Walther Schaldemoses billede fra en sommerdag ved vandet er en glad fortælling med utrolig mange detaljer.
Tom Jensen
Tom M. Jensens billede her, er et billede med en underfundig humor.
Marianne Tümmler
Marianne Tümmlers billede ’Sneglen med hus, paryk og vanter’ er et andet eksempel på underfundig humor.
Marinus Rasmussen
Marinus Rasmussens billede er en erindring fra hans tid på en farm i Minnesota og hedder ’En amerikansk farm’.

Og hvem er så Kaj Sørensen? (1934-2009)


Kaj Sørensen er skaberen af vores forening og den som har skrevet ovenstående artikel om naivistisk kunst.


Kaj Sørensen grundlagde i 1992 det vestfynske galleri Fyns Kunsthus, der havde til huse i Indslev Bryggeri, beliggende lige ud til den gamle landevej mellem Middelfart og Odense.


Kaj blev født i Hjørring i 1934, men kort tid efter flyttede familien til København, hvor han voksede op og uddannede sig til typograf. Han blev gift med Bodil i 1957 og de fik to sønner.


Da galleriet var godt i gang i 1994, fik han ideen at stifte Naivistisk Kunstforening, der skulle udbrede kendskabet til den naivistiske kunst. Han fik valgt en bestyrelse, og nogle af os er stadig med, men der har også været stor udskiftning. Ved Kajs død i september 2009 havde foreningen 350 medlemmer fordelt over hele Danmark. Nu er medlemstallet cirka 200.


Kajs store drøm var at etablere et naivistisk kunstmuseum i Ryslinge. Det ville i givet fald have været det eneste af slagsen i Skandinavien, og man var rigtig langt med planlægningen. Men i juni 2008 satte kommunesammenlægningen på Sydfyn en effektiv stopper for drømmen.


Kaj havde mange kontakter til kunstlivet i København, som han bragte med sig, da familien i 1970 flyttede til Roerslev. Og de første udstillinger i Fyns Kunsthus bestod af dem, vi i dag kalder ’de gamle naivister’ som i dag alle er døde. Det var navne som Walther Schaldemose, Tom M. Jensen og Edel Bærskog, Ib Meyer, Anton Juul Pedersen, Ruth Schmidt, Betty Helene Christiansen, Rut Rosenkilde, Knud Erik Færgemann, Carla Thonsgaard og mange flere.


Heldigvis er der kommet rigtig mange nye kunstnere til i årenes løb, og det er dem, vi i dag kan nyde at se på udstillingerne. Mange af dem kan I finde under punktet Kunstnere her på hjemmesiden.